En af de udfordringer, som os der er i eller har kæmpet med en spiseforstyrrelse kender til (og mange andre for den sags skyld..), er det at være lidt af en perfektionist.

Som spiseforstyrret kan man hurtigt komme til at være perfektionist ift. kroppen. Man skal lige være lidt tyndere, og hvis så man er tynd nok, så skal man nok finde en anden ting, at sætte den store, hårde og definerende pegefinger ned over. Som om dommen bare hele tiden bliver noget i retning af “Forkert! Du er ikke rigtig, ikke god nok!”

“Hvis bare jeg kunne være perfekt…. så…!” Ja, hvad så egentlig? Ville livet være nemmere, bedre, mere lykkeligt? Ville du egentlig blive mere rigtig på en eller anden måde?

Hvad vil det sige, at være perfektionist?

Jeg oplever det at være perfektionistisk som ensbetydende med det, at nok aldrig er godt nok. Hele tiden vil en perfektionist søge efter det perfekte og noget lidt bedre – om det så er kroppen der er i fokus eller en fnullermand i hjørnet af lejligheden eller opgaven på uddannelsen.

Det er bare som om det aldrig lykkes at være helt perfekt (eller det er i hvert fald ikke lykkes for mig!). Og hvad er egentlig det perfekte? Eksisterer det overhovedet?

Hvordan ser det perfekte ud?
Er det den perfekte brud?
Har det perfekte lange ben?
Løber det stærkt og hopper over sten?

Eller går det langsomt af sted
Og gør ingen fortræd?
Hvordan taler det perfekte perfekt?
Er det fine ord, en smule kækt?
Eller er det med humor, en smule frækt?
Taler den perfekte krop til dig?
Eller er den tavs og stille, men vrider sig?
Og er den udtryk for en utopisk leg?
Spiser den perfekte fransk?
Indisk, italiensk eller dansk?
Kan den spise perfekte portioner
Og dermed opnå perfekte proportioner?
Tyer den perfekte til smag og velbehag?
Eller udelukkende kontrol og ubehag?
Kan vi af den perfekte lære noget
Når vores verden er så broget?
Kan vi skelne mellem godt og skidt
Når sort ikke er kulsort og hvidt ikke er kridhvidt?

Det perfekte er dig, som du allerede er…

I gennem årene er jeg selv kommet frem til, at det perfekte ikke eksisterer, og at det perfekte ofte også er mere kedeligt end det skæve og unikke. Jeg synes, det er værd at efterstræbe disse to ting:

  • Det, der gør os anderledes og særegne fra andre, er vores guld – det er det, der gør os unikke og dermed smukke!
  • Hvis vi tør at være i kroppen indefra og mærker alt det den kan udrette og hjælpe os med i livet, så er kroppen smuk – uanset hvordan den ser ud udefra.

Her til sidst vil jeg blot dele disse fine og opløftende ord med dig fra Paulo Coelhos bog: “Manuskriptet fra Accra”:

Hvis vi kan modstå fristelsen til at lade andre definere, hvem vi er, vil det efterhånden lykkes os at lade solen, som findes i vores sjæl, skinne.

Det skønne ligger ikke i ligheden, men i forskellen. Vi kan ikke forestille os en giraf uden den lange hals eller en kaktus uden pigge. Bjergtoppene omkring os er imponerende, fordi de er uregelmæssige. Hvis vi prøvede at gøre dem alle ens, ville de ikke længere indgyde samme respekt. Det er netop det, der virker ufuldkomment, som forbløffer og tiltrækker os.

Når vi ser på et cedertræ, tænker vi ikke: “Alle grenene burde være lige lange.” Vi tænker:” Det er et solidt træ”.

Når kamelen krydser ørkenen og bringer os til vores bestemmelsessted, siger vi aldrig: “Den har pukler og grimme tænder”. Vi tænker: “Den er pålidelig og hjælper mig, og derfor fortjener den min påskønnelse. Uden den ville jeg aldrig lære verden at kende”.

Hvis du vil læse mere om de ting, der kan påvirke en perfektionistisk måde at være i verden på, så kan du tage et kig på det, jeg har skrevet om lavt selvværd og skam.

At slippe en perfektionistisk tankegang er noget, der tager tid og en hel masse øvelse. Men jeg tror på, at når vi er klar til at smide perfektionismen, jamen så er det også fordi vi er i stand til at være os selv med fordele, ulemper, fejl og mangler. Ja alt det, der gør et menneske til sig selv – og det er da bare smukt i sig selv!

Eller hvad tænker du?

Har du brug for at komme ud af din perfektionisme, så hiv fat i mig under kontakt.