Hvis du har en spiseforstyrrelse, så har du sandsynligvis også et kropshad og kender sikkert til alle de mange overvejelser og kampe med din krop her i sommervarmen. Måske har du lyst til at tage på stranden, men kan ikke komme afsted, for hvad tænker folk ikke, hvis de ser din krop?

I mine spiseforstyrrede år syntes jeg, at det var svært at være på stranden. Jeg tog dog afsted alligevel, fordi jeg altid har været lidt af en vandhund, og jeg nød det, når først jeg var der på trods af mit kropshad. Det meste af tiden var jeg dog mest optaget af, hvad jeg troede, at alle andre tænkte om min krop- og helt sikkert var det, at det måtte være negativt! Jeg følte ikke, at jeg havde retten til at være der, for jeg, altså min krop, var jo helt forkert.

Jeg kunne forestille mig, at du også kender til kropshad, og har en masse hårde og negative ord i dit indre, som du kan putte på din krop, men hvad med de positive superlativer?

Fra kropshad til kropsglæde

Se på stranden hvor mange forskellige kroppe, der rent faktisk er. Der er store, små, høje, lave kroppe, nogle har en delle, andre et modermærke, andre igen et hår, høje stemmer, hurtige skridt osv. osv. Men har de ikke alle ret i dine øjne til at være der?

DET HAR DU OGSÅ! Du har ret til at være på stranden – PRÆCIS som du er!

Desuden er det skønt, at vi alle er forskellige. Ved at være den du er, med den krop du har lige nu, viser du også børn, unge og såmænd også voksne at menneskekroppe er forskellige og helt okay på alle måder. Tænk sig at få lov til at rokke lidt ved samfundets forskruede kropsideal.

Vær et forbillede for forskellighed!

Og når så tankerne kommer, og du hopper ind i hovedet på sidemanden, der ligger dér på håndklædet og er heeeeelt perfekt ifølge dig, jamen så hop straks kærligt tilbage igen og flyt fokus hen på fx nedenstående:

  • Mærk fødderne i sandet
  • Se udover det smukke hav, skyerne og himlen
  • Mærk solen på din krop, der varmer dig
  • Mærk det kølende vand og nyd vægtløsheden
  • Se på de legende børn der virker frie og lette
  • Afled dig selv med snak, blade, musik osv.

Er det ikke bare en lille smule skønt?

Elsk dig selv og din krop. Den bærer dig, hjælper dig og støtter dig frem i livet hver eneste dag. Den er funktionsdygtig, og den gør præcis, hvad den skal. Mærk den og nyd at være inde i din levende krop, og se den ikke kun udefra. Du bor jo derinde, og der skal være dejligt at bo. Når du er hård og alt for kontrollerende ved den, jamen så “dør” den lidt hver gang.

Pigen inde i dig, som frygter at tage på stranden, har brug for et kram og et kys på kinden af voksne dig – ikke en lussing.

Vær god og kærlig ved dig selv – og nyd så en svalende dukkert!

Hvis du har brug for hjælp til at gå fra kropshad til selvaccept og glæde, så skriv til mig under kontakt.