Om mig

Jeg lå sammenkrøbet på gulvet på mit lille værelse langt ude på landet på Bornholm. Væggene var koboltblå og musikken fra min cd afspiller bragede derud af. Jeg var 14 år gammel. Papirer fra diverse snacks lå gemt i kasser, indpakket i aviser og under madrassen. Vægten stod på gulvet og målebåndet lå i dette nu frit fremme. Jeg lå dér og tænkte på, hvorfor jeg dog var så grim, dum og uduelig. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare tage mig sammen? Hvorfor havde jeg en så svag viljestyrke? Nu havde jeg gjort det igen. Efter måneder med virkelig stram kost og massiv træning var jeg faldet i. Jeg havde spist alt hvad jeg kunne komme i nærheden af. Nej, nok nærmere slugt, kastet ned. Og nu havde jeg lyst til at kaste det og mig selv op og ud igen. Jeg kunne brække mig over mig selv.

Men INGEN måtte nogensinde opdage min allerstørste hemmelighed. Jeg skammede mig nemlig så meget, for jeg troede at jeg var den eneste i hele verden, der havde det sådan. Og derfor gik jeg ud igen dagen efter og mødte folk med et smil. Jeg gik i skole og til sport. Jeg var sammen med mine venner. Og jeg smilede og var den seje og stærke pige. Og jeg var så god til mit spil, så ingen rigtig vidste at der omme bagved denne stærke maske, gemte sig en sårbar pige, der havde en alvorlig spiseforstyrrelse og som følte forkertheden helt ind i knoglerne.

I mine unge år blev kontrasten mellem mit indre fængsel, hvor spiseforstyrrelsen regerede og mit smilende og ”stærke” ydre kraftigere og kraftigere. Alle mine vågne timer handlede om hvad jeg spiste eller ikke spiste. Hvor meget jeg trænede, hvor meget insulin jeg tog, hvad vægten sagde og en masse negative tanker om, hvor meget jeg i bund og grund hadede mig selv og hvor mislykket jeg følte mig. Alt imens jeg smilede til verden var jeg helt i stykker inden i. Det var blot usynligt for det blotte øje.

Mine følelser havde jeg ingen ord for og var i sig selv dybt skamfulde. Men jeg var konstant ked af det i dybet og jeg var vred på mig selv, for hvorfor var jeg dog så forkert? Og hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen? Jeg var dybt ensom, og ikke mindst var jeg virkelig bange. Bange for at dø.

Frygten for døden blev på et tidspunkt så kraftig for mig at jeg måtte indgå et forlig med den. Jeg vidste nemlig godt, at hvis jeg ikke kom ud af min spiseforstyrrelse, så ville jeg enten dø af den, eller i bedste fald blive meget syg af diverse følgesygdomme. Så jeg gav op overfor livet og accepterede et sted at det nok bare var sådan det måtte gå. Jeg levede derfor i nogle år frygtløst, selvdestruktivt og med kæmpe skyklapper på. At forsøge at blive tynd nok var simpelthen vigtigere end livets længde på dette tidspunkt fra det spiseforstyrrede perspektiv.

Da jeg blev 17 år læste jeg en dag på nettet om sådan én som mig. Jeg opdagede og forstod for første gang at min overspisning, mine heftige slankekure, min voldsomme overtræning og mit manglende indtag af min livsvigtige insulin for min type 1 diabetes havde et navn i USA; Diabulimi. Havde JEG en spiseforstyrrelse? Det troede jeg ikke på, selvom en lille gnist i mig alligevel blev tændt. For hvis det eksisterede, ja så var jeg måske alligevel ikke den eneste i verden, og dermed var der måske også en vej ud igen?

En dag mødte jeg min første kæreste, som skulle blive dén person, der for første gang lykkedes med at få en hånd ind til mig gennem sprækkerne i min fængselscelle. Da han endelig kom ind, blev der åbnet en lille mulighed på klem inde i mit sind. Tænk sig at der stod et menneske dér, som ikke havde forkastet mig på trods af hvordan mit indre landskab så ud. Det gjorde at jeg langsomt med spæde skridt og rystende ben begyndte at lukke andre ind i min celle.

Da jeg var i starten af 20’erne og spiseforstyrrelsen havde haft sit tag i mig i mange år, så skete der en dag noget afgørende for mig. Jeg havde lige været igennem den sidste runde i boksearenaen, der hed: ”Kampen mod vægten”. Jeg havde igen tabt mig en masse kilo og kunne for første gang gennemskue, at jeg alligevel bare ville tage det hele på igen om lidt, og det kortvarige rush over at være lykkedes, ville hurtigt blive forvandlet til de tunge følelser og tanker om min uduelighed, når jeg igen fejlede. Jeg indså at mit knock down var på vej. Lige dér havde jeg følelsen af at have ramt muren som en anden marathonløber, som kan ane målstregen, men hvor kroppen bare ikke kan mere. Min krop var udmattet. Min psyke var udmagret og pillet ned. Og så sad jeg dér på stolen i køkkenet på kollegieværelset en dag og googlede hjælp til spiseforstyrrelser og bestilte en tid hos en behandler. For nedenunder var lysten til livet stadig eksisterende og spirende, og mit hjerte kæmpede for at slå for noget positivt.

Det første kæmpe skridt, som skulle til i rejsen henimod at komme ud af fængslet og blive fri var blevet taget, og jeg siger dig, at jeg var bange for at blive bedømt som ikke spiseforstyrret nok af den første psykolog, som jeg mødte. Ja jeg forestillede mig jo egentlig, at jeg ville blive sendt ud af døren igen med en besked om, at jeg kunne komme tilbage igen, hvis jeg en dag fik nogle VIRKELIGE problemer! Det var dog ikke lige dét, der skete. Nej, for første gang i mit liv blev jeg mødt, spejlet, set præcis som jeg var – og jeg kunne mærke, at selvom jeg var hunderæd, så måtte jeg gøre det igen. Og igen. Og igen. For det var hér nøglen til min fængselscelle ville ligge gemt.

Op gennem 20érne brugte jeg derfor alle penge jeg overhovedet kunne skrabe sammen på terapi. Det var 100 % need to have, for jeg skulle jo vinde friheden i livet tilbage.

Det var en rejse, hvor jeg i første omgang skulle lære bare at kunne tale om mig selv, og ikke mindst forstå hvorfor jeg overhovedet havde fået en spiseforstyrrelse. Jeg måtte ind til de problemer, der havde været i min opvækst, hvor følelser ikke var noget vi talte om, og hvor det at være stærk var en yndet værdi og sårbarhed skamfuldt. Så da jeg fik min type 1 diabetes som 12 årig, var der ingen der forklarede mig eller bar mig igennem den krise det var. Ingen hjalp mig med sorgen, som blev kronisk. Jeg blev truet af en læge til at forstå, at hvis ikke jeg spiste det rigtige og tog den rette mængde insulin, så ville jeg få amputeret benene, blive blind, få neurologiske smerter og i øvrigt heller aldrig kunne få børn. Jeg var skrækslagen og magtesløs, fordi jeg ikke kunne leve op til det pga. spiseforstyrrelsen, så derfor bar jeg selv på det hele. Sammen med alt det andet.

Men det at møde ikke bare én men flere psykologer og terapeuter undervejs på rejsen, som stod klar med udstrakte hænder, omsorg og forståelse og forløsende ord for mine følelser og processer, gjorde at jeg langsomt og stille og mere og mere kunne holde ud at være indeni mig selv.

Dog skete den største udvikling for mig, da jeg stiftede bekendtskab med kropsorienteret psykoterapi. Det var en retning, der kunne hjælpe mig med de traumer og øvrige tilstande som var i min krop, men som jeg ikke kunne få fat i via mere kognitive retninger, fordi jeg ikke havde ord for det. Jeg fik lært at vise og være med mine følelser og tage imod den omsorg, som jeg aldrig havde fået til dette sted. Jeg fik helet det indre sårede barn, som jeg engang var.

Afgørende for mig var det også at være i gruppe med andre som også havde spiseforstyrrelse inde på livet. For pludselig kunne jeg opdage, at det ikke bare var mig. At jeg også var en ”rigtig” spiseforstyrret og dermed også berettiget til omsorg, hjælp og støtte. Jeg måtte også godt være hér med alt, hvad jeg var. At opleve at jeg var i samme båd som de andre – også selvom vores sæder var forskellige, gjorde en stor forskel for min skamfølelse og ensomhed. Hver gang jeg delte noget for mig hemmeligt, så kunne der altid grines og nikkes forstående hen over bordet. For vi var alle lige dér – i det hemmelige spiseforstyrrede land med det helt særlige sprog. Alt det som ikke kan læses i bøgerne om spiseforstyrrelser, men som kun os, der har boet i det land, ved hvordan ser ud og er, kunne vi dele med hinanden. En følelse af at være god nok og helt som jeg skulle være, spirede i mig og begyndte at gro frem.

Som årene gik og jeg kom længere og længere ud af spiseforstyrrelsen, fik jeg ord for mine følelser og indre tilstande. Jeg fik vendt vreden hen til hvor den hørte hjemme i stedet for mod mig selv, og selvhadet og de selvdestruktive tanker og handlinger stoppede. Jeg fik bearbejdet sorgen og grædt mine tårer og blev set og mødt i dem. Jeg begyndte at kunne være selvkærlig i det små. Sagde mine mange jobs op, som jeg også ”overspiste” i. Valgte bevidst at være sygemeldt i lang tid, for simpelthen at lade mit job være at komme tilbage til livet igen.

For nu blev min mission en anden. Den kom til at handle om at fylde mig op med livet. For hvem var jeg egentlig, hvis ikke jeg var spiseforstyrret? Hvad skulle jeg dog bruge min tid på, mit liv på? Hvad kunne jeg lide? Hvad havde jeg lyst til? Hvad gjorde mig glad? Og hvad havde jeg brug for?

Fra at have tænkt at jeg aldrig ville kunne komme ud af spiseforstyrrelsen, fik jeg pludselig et håb om at det kunne lade sig gøre. Min psykoterapeut på det tidspunkt var det vikarierende håb for mig. Hun stod dér og havde jo selv gået vejen, og var derfor ikke det mindste bange for at vise mig vejen ud også – hvis bare jeg selv knoklede hårdt nok for det. Og det ville jeg selvfølgelig. For min største drøm var at finde en dejlig mand og få nogle børn, og det kunne ganske enkelt kun lade sig gøre, hvis jeg kom ud af spiseforstyrrelsen – det var min motivation. Så jeg lagde mig fladt ned og tog arbejdshandskerne på og gik så i virkelig meget terapi i flere år, så jeg til sidst kunne være så meget fyldt op med livet, så der ikke længere var plads til spiseforstyrrelsen derinde.

I hele denne proces, gik det hurtigt op for mig at psykoterapien i sig selv var enormt spændende for mig. Jeg ville ikke bare ud, nej jeg ville faktisk også gerne hen til noget. Jeg blev nysgerrig på hvad der mon gemte sig bag den næste låge i mit terapeutiske kalenderindre. Så jeg læste stolpe op og ned, googlede, gik til foredrag og workshops og dygtiggjorde mig.

I mellemtiden havde jeg både fået en halv pædagoguddannelse og en folkeskolelæreruddannelse med. Men hver gang jeg sad overfor en elev, en bruger eller en borger på behandlingshjem og specialskoler, ja så faldt det mig mest naturligt og gav mest mening for mig at arbejde terapeutisk med dem – ikke pædagogisk og ej hellere undervisningsmæssigt. Så jeg sagde jobbet op på den specialskole, som jeg på det tidspunkt arbejdede på, for at begynde min uddannelse til psykoterapeut.

Efter endt uddannelse har jeg ikke set mig tilbage. Jeg elsker hver eneste dag at hjælpe andre mennesker med at finde vejen ud af spiseforstyrrelsens fængsel. For når en klient kommer ind ad døren hos mig, så er jeg i dag det vikarierende håb, indtil de selv kan bære håbet og senere troen på at det kan lykkes at komme ud.

Jeg ved, der er en slutning og et dejligt liv på den anden side. Jeg ved også, at løsladelsen ikke kommer af sig selv. Man skal selv tage skeen i den anden hånd og få nok hjælp, så man henad vejen kan låse fængselscellen op og gå ud i det fri.

I dag har jeg et dejligt liv med mand og de to skønneste børn, som jeg ikke engang turde drømme om i de sværeste år.  Og spiseforstyrrelsen har for længst sluppet mig. Jeg spiser, træner, lever, tager medicin i en fin balance mellem lyst og bør. Og jeg har været så heldig at slippe udenom mén. Jeg har det faktisk bare godt med mig selv indeni og med andre. Og der kan stadig ligge papirer fra snacks i mit hus. Men nu lægger de synligt fremme, for det er ikke længere skamfuldt at nyde og være mig – det er bare dejligt.

Det jeg selv havde allermest brug for, var et menneske i øjenhøjde, som turde at gå hele vejen med mig, og som ikke var bange for noget som helst af alt det, som jeg kom med. Min spiseforstyrrelse var kompleks og havde grene ud til en hel masse forskellige emner, som jeg måtte tage vare på.

Derfor tager jeg også dig i hånden, så vi sammen kan finde vejen til din nøgle til fængselscellen. Så du kan lukke andre ind og til sidst selv tør at gå ud af den. Ud i det helt almindelige dagligdags liv, som du jo stensikkert også drømmer om.

Jeg ved, at en spiseforstyrrelse ikke er en lille let sag.

Jeg ved, at vejen ud af en spiseforstyrrelse kan synes lang og uoverskuelig, når man sidder lige midt i den. Men jeg har selv gået vejen, og derfor kan jeg også tage dig i hånden og lyse med min lommelygte i dit mørke, så du kan tage dine første skridt, som så kan blive til flere og flere, så du til sidst befinder dig i dit eget lys.

Jeg ved, at det ikke er noget, der bare kan fixes med nogle hurtige teknikker og en madplan. For maden og kroppen er jo blot symbolet på noget andet. Så hvis spiseforstyrrelsen er din løsning, hvad er så dit problem?

Og jeg kan love dig for, at på den anden side, ja der ér græsset faktisk en smule grønnere, solopgangen er det smukkere, mennesker er det skønnere og små problemer er det mere ligegyldige. For når døden har pustet én i nakken, så forstår man hér på den anden side at sætte pris på livet på en anden måde, og lægge lidt ekstra mærke til de små ting, som i virkeligheden er kæmpe store og betydningsfulde.

Vil du med ud i livet? Så kom i gang med at slippe spiseforstyrrelsen og skriv til mig under kontakt.