Hvad er diabulimi?
Diabulimi er en spiseforstyrrelse (uofficiel diagnose), hvor mennesker med type 1 diabetes tager for lidt insulin, i forhold til hvad de har behov for med det formål at tabe sig eller holde vægten nede.
Diabulimi er en sammentrækning af DIABETES og BULIMI. Hvor personen med bulimi kaster op, overtræner eller måske anvender afførende midler som kompenserende middel, misbruger personen med diabulimi insulinen til at kompensere med.
Jeg oplever, at der er mange varianter. Så mange, så de egentlig ikke kan puttes i kasser. Men måske kan du genkende dig selv i nogle af de her varianter:
- Du er stoppet med at tage din insulin i perioder og ender igen og igen med syreforgiftning og bliver meget syg evt. med indlæggelser til følge. At tage insulinen er en voldsom kamp for dig, og alligevel kan du ikke stoppe med at underdosere eller helt springe over. Din spiseforstyrrelse vælger for dig, og du er inde i en livstruende cyklus.
- Du har konsekvent en for høj langtidsprøve, fordi du tager for lidt insulin i forhold til, hvad du spiser, men alligevel tager du nok til at undgå syreforgiftning. Du har sikkert gået rundt sådan i flere år og tænker blot, at du bare LIGE skal tage dig lidt mere sammen og spise lidt mindre, træne lidt mere, så løser det sig. Mønsteret fortsætter dog, og du kan ikke komme udenom følelsen af afmagt, skyld og skam over at have mistet kontrollen over din adfærd.
- En tredje variant er det, at du spiser så få kulhydrater som muligt med formålet at tage så lidt insulin som muligt. Tallene er vigtige for dig og fylder meget. Insulin er angstfyldt og du er villig til at gå langt for at holde insulinniveauet nede.
- Og måske ligger du dig bare lidt for højt hele tiden, for at undgå lave blodsukre, som du så ville skulle spise op…
Insulinen er blevet fjenden i spiseforstyrrelsens univers. Tanken om for meget insulin bliver lig med vægtøgning eller manglende mulighed for at tabe i vægt, og dette er for overvældende og skræmmende, så du lukker hellere dine øjne for fremtidens konsekvenser, eller vælger at leve med det.
Du ved det godt. Du ved godt, at du spiller hasard med dit helbred. Og du er sikkert super bange samtidig. Både for vægten og for at tage insulinen.
Men spiseforstyrrelsen vinder. Det er som om, den kan hviske i dit øre og befale dig at gøre, som den siger. Og du lystrer. Du er som besat. Mad, vægt, tal – det har besat dig, og du kan ikke stoppe, selvom en del af dig ville ønske, du kunne.
Du er i krig med dig selv
Du er i krig med den spiseforstyrrede side
Du er i krig med din diabetes
Og du er helt sikkert drøn hamrende udmattet og udkørt, og orker sikkert ikke rigtig mere!
Læs mere om diabetes og spiseforstyrrelse her, eller skriv til mig under kontakt, hvis jeg skal hjælpe dig ud af din diabulimi.
Min egen oplevelse med at have diabulimi
Jeg fik type 1 diabetes, da jeg var 12 år gammel. Lige da det frie teenageliv skulle til at begynde, blev min verden afbrudt af en streng tilværelse med blodsukkermålinger, vægtfokus, madfokus og talfokus. Jeg var en pige med lavt selvværd og dårlig kontakt med mig selv , og jeg stod alene med min sygdom og følelserne, der var bundet hertil – sorgen, vreden, angsten. Jeg måtte klare det selv.
Så jeg væltede. Jeg blev bange. Jeg blev overvældet. Jeg kunne ikke håndtere at få diabetes, og følte en voldsom ensomhed med min nye virkelighed. Jeg lukkede andre ude og mig selv inde.
Jeg gav op og trak mig tilbage. Opgav at kunne styre min sygdom. Lukkede øjnene og åbnede min mund. Jeg spiste. Og spiste. Og spiste mere. Bortset fra perioder hvor jeg slog kontra og overtrænede og spiste så lidt som overhovedet muligt.
Men samtidig var jeg så bange for at tage på, så jeg ikke kunne få mig selv til at tage nok insulin. Jeg kunne ikke stoppe eller styre det. Jeg tabte kontrollen, selvom jeg konstant forsøgte at få kontrollen tilbage. En cyklus med kontrol og kontroltab tog til.
Min langtidsprøve var tårnhøj i flere år. Jeg lå lige på grænsen af syreforgiftning. Jeg skammede mig enormt, men jeg kunne ikke stoppe. Jeg prøvede ellers igen og igen. Jeg kunne bare ikke lade være, når det kom til stykket.
Jeg hadede mig selv. Mine følelser var forsvundet, og jeg gik rundt i en depressiv tilstand. Mit indre liv drejede sig konstant om den næste slankekur og tallet på vægten og blodsukkerapparatet, som altid var helt forkert. Ja, jeg var forkert og mislykket blev konklusionen.
Jeg var fysisk smadret. Dér hvor vejen op ad en lille trappe blev en udmattende kamp. Dér, hvor munden føltes som Saharas ørken af lutter dehydrering. Dér, hvor trætheden var overvældende. Min krop ville ikke mere, kunne ikke mere – alligevel fortsatte jeg.
Løgne var der rigeligt af. Mit liv var tunet ind på overlevelse. Jeg levede ikke. En stærk facade udadtil – “jeg har det fint!” – men indadtil var jeg smuldret i tusind stykker.
Jeg kiggede på solnedgangen og forsøgte at indprente mig billedet, til den dag jeg ikke længere kunne se. Jeg forestillede mig, hvordan det måtte være at leve med de voldsomme følgesygdomme i min fremtid.
Jeg resignerede og besluttede med mig selv, at jeg nok bare måtte leve med, at jeg nok ikke ville leve så længe som andre. Det var nok min skæbne.
Jeg tog afsked med verden og jeg tog afsked med mig selv.
Få hjælp og kom ud!
Terapi i lange baner skulle der til for mig. Ja, jeg har nok gået i mere terapi end de fleste. Men da jeg først mærkede håbet om bedring, så vidste jeg, at jeg måtte gå hele vejen – koste hvad det ville af blod, sved, tårer og mange penge! Jeg fortryder ikke en krone, fordi jeg i dag har et godt, velafbalanceret og rigt liv.
Jeg har været på en lang rejse for at finde ind til en sund og god balance i livet med type 1 diabetes og vejen ud af denne spiseforstyrrelse. Disse personlige erfaringer bruger jeg hver eneste gang, jeg hjælper et menneske med disse udfordringer i min klinik.
Du kan også komme ud af denne diabulimiske cyklus, men det kræver én ting: At du i første omgang indser, at du har et problem, som har taget magten over dig.
Det er aldrig for sent at gøre noget og rette op, så giv ikke op og tab håbet på gulvet. Du kan også finde balancen, hvis du vil.
Men du har brug for hjælp. Det løser sig ikke af sig selv, og det er næppe noget, som du blot kan “tage dig sammen” til at håndtere. Så få hellere hjælp i dag end i morgen. Du er det værd!
Det kan godt lade sig gøre at komme ud på den anden side, hvor livet leves og ikke blot overleves.
Skal jeg hjælpe dig? Kontakt mig her eller ring/sms til mig på tlf: 61 66 61 88.
