Krig og kamp – besat af mad
Det at leve med en spiseforstyrrelse, kan ofte føles som at være besat af en kraft udenfor dig selv. Måske kender du følelsen af, at være besat af mad? Måske starter der et indre skænderi om, hvad du skal spise eller lade være med at spise, men du taber kampen hver gang til din usynlige fjende indeni. Du tænker måske, at du er en slags madmisbruger, men det er jo ikke sådan lige at tage en kold tyrker fra mad?
Som englen og djævlen på skulderen. Lige meget hvad, så ved du hvem, der til sidst vinder krigen. Den ene side kan være meget overbevisende, listig og manipulerende. Få dig til at tro på at ”i dag er det okay…” eller ”Jamen du skal jo bare ned og købe en liter mælk” eller ”en lille løbetur er jo kun sundt”. Men hver gang må du indse, at du tabte spillet og mælken blev til et madflip, en lille løbetur blev til en stroppetur osv. Du er besat af mad og det styrer dig i livet.
Beroligelse og opgivelse – besat af mad
At være besat af mad følges ofte af følelsen af magtesløshed og en vis opgivelse. Det er som om, ”noget” har taget bolig inde i dig, og du har mistet kontrollen over dig selv.
Du kan svinge mellem at have kontrol og tabe den igen. Du holder til og holder ud, begrænser og giver dig selv restriktioner, men så går det galt og du giver slip… Alene og i skjul for verden derude og for et øjebliks beroligelse og nydelse. Og så vågner du pludselig op. Selvhadet og skammen vinder langsomt ind på dig, og du spørger dig selv: ”Hvorfor? Hvorfor nu igen? Hvem var det, der tog magten over mig? Hvor blev jeg af?” Du vil ofte i denne situation føle dig fyldt og tom på samme tid, og lover dig selv, at det ALDRIG sker mere, for i morgen bliver alting anderledes. I morgen kommer der andre boller på suppen. Samtidig ved du dog godt et sted, at det ikke er virkeligheden. Besættelsen er der nemlig hele tiden.
Den norske psykiater, Finn Skårderud, beskriver det at være besat af mad på en sigende måde i sin bog “Stærk/svag”:
“Der er tale om en spiseforstyrrelse, når en persons tanker og adfærd i forhold til mad og vægt er begrænsende for livsudfoldelsen og livskvaliteten”
Måske kender du det? Du er besat af mad HELE TIDEN… om du sidder med familien, er på vej i toget, er sammen med andre, er alene… din spiseforstyrrelse er i dine tanker det meste af tiden og fylder dig op. Om du så spiser meget eller lidt, ja så er hele dit liv inficeret af mad og vægt hver dag, hele tiden, og æder resten eller dele af dit liv op.
Sådan behøver det ikke at være! Hvis du vil ud af besættelsen, så kan du kontakte mig her.